Det er nu tid til - her i jubilæumsåret - at delagtiggøre Jørgens beretning for hele klubben.
God fornøjelse med læsningen
Jens Galatius
------------
Jørgen Kleisdorff sætter standeren ved Standerhejsningen 2023
Jeg forlod arbejdsmarkedet i 2006 - 70 år gammel. Jeg havde aldrig roet, men havde i flere år haft lysten, men ikke tiden. Jeg så en annonce i SeniorNyt om ældreroning i Birkerød Roklub og henvendte mig til Jørgen Jensen, som nogle år tidligere havde startet ABS (Aktive Birkerød Seniorer). Jørgen Jensen havde mødt Ronny fra roklubben og sammen startede de onsdagsholdet. ABS-roere var ikke medlem af roklubben og måtte derfor kun ro om onsdagen og heller ikke ro på fremmed farvand - en regel der ikke var fastlagt på det tidspunkt (før min tid i klubben). Det bragte Ronny, kort tid efter at han havde startet ABS-roning, i en vanskelig situation. Han havde lånt både i Rungsted Roklub til roerne på onsdagsholdet. Det kom formanden for Rungsted Roklub for øre, at hans klub havde lånt både til personer, som ikke var medlem af en roklub. Han tog kontakt til formanden for Birkerød Roklub - Gorm Prefke, som fortalte Ronny, at man ikke kan låne både, når man ikke er medlem af en roklub. Men Ronny ville gerne arrangere roture på fremmed farvand og bad derfor onsdagsholdet om at melde sig ind i klubben, hvilket langt de fleste gjorde. Efter nogle år led ABS-roning en krank skæbne. I anden anledning havde vi besøg af en medarbejder fra DFfR. Hun fik kendskab Roklubbens aftale med ABS, og bad os omgående at bringe den aftale til ophør. Hvis ABS-roere, kom ud for et uheld, og sagen kom for retten, ville ABS - roning blive betragtet som passagertransport med meget alvorlige konsekvenser til følge. Dermed opstod Seniorordningen, således at alle roere er medlem af Roklubben.
Som det forhåbentlig er fremgået var Ronny noget af en igangsætter. Han introducerede også madpakketur - den sidste onsdag i måneden. Det betyder, at vi tager madpakker med den pågældende onsdag. Te og kaffe, brygges i roklubben. Desuden har den fra holdet, som skal give brød den pågældende dag, bagt en kage. Vi roer til Frederiksdal, Holte Roklub, Kollekolle eller Farum Sø. I Farum trak vi bådene op på stranden ved Farumgård. Da vi kun har tilladelse til at ro med to 2ere i Farum Sø, ringede Ronny til skovfogeden for området, som han havde et godt forhold til. Hver gang fik han, undtagelsesvis, tilladelse til at vi kunne ro ind i Farum Sø med flere både - både 2ere og 4ere. Det fik Lyngby Dame Roklub imidlertid sat en stopper for. De kunne ikke forstå, at vi fik lov, men de ikke. Årsagen var Ronnys gode forhold til skovfogeden. Herefter kunne skovfogeden ikke længere give Ronny den tilladelse, som indtil da, nærmest havde været en formssag.
Jeg var glad for, at jeg begyndte i klubben i december. Det gav mig mulighed for, at jeg, i nogle måneder, kunne lære rotaget i bassinet. Jeg begyndte på onsdagsholdet i december 2006 og troede i en periode, at det var "roklubben", indtil Jørgen Rasmussen (dengang morgenroer), som jeg havde mødt til ABS-cykling, gjorde mig opmærksom på, at hvis jeg ville ro oftere end om onsdagen, kunne jeg ringe til Margrethe eller Inge Lise, som stod for aftaleroning tirsdag og fredag eftermiddag. Her fandt jeg ud af, at Roklubben var meget mere end onsdagsholdet. Jeg ror stadig tirsdag og fredag eftermiddag, som jeg synes har udviklet sig til nogle meget hyggelige ture, hvor vi, afhængig af vejret, ror til Frederiksdal, ned i bunden af Farum Sø og lægger os i sivene eller via Vejle Sø til sivene på Næsset. Om fredagen drikker vi ofte te i bådene. Jan og Inge Lise medbringer te og Inge Lise har altid en fantastisk lægger kage med, som hver gang bliver rost til skyerne. Rob og Hanne slutter sig ofte til os i deres kajakker.
Mens jeg endnu var ny roer, var jeg en onsdag ude i en 4er, hvor vi skulle lægge til ved en af broerne i Farum. Jeg kunne ikke løfte min åre op over broen. Åren kom i klemme og brækkede. Da vi kom hjem, var jeg jo noget beklemt ved at fortælle Ronny, at jeg havde brækket en åre. Ronny svarede: "Det skal du ikke være ked af, det er styrmandens ansvar". Ved det efterfølgende kaffebord sagde Ronny til hele holdet, at vi i fremtiden skal lægge åren langs, når vi lægger til ved en af broerne i Farum, fordi den yderste sektion på flere af broerne stikker "næsen" i vejret. En dag mens jeg stadig var forholdsvis ny i klubben, var jeg ude at ro med Jan Sørensen og Lars Miland. Lars, som er jo kendt for sit frie sprog, rettede på mit rotag ved at sige: "Op til patterne - ned til pikken". Jeg er ikke sikker på, at han brugte den formulering af pædagogiske grunde, men det havde den ønskede virkning. Jeg lærte at tage et korrekt rotag. Sjovt nok er jeg aldrig blevet frigivet. Når Ronny kunne se, at vi kunne ro, ja så var der ingen grund til at gøre mere ud af det. Siden er jeg blevet korttursstyrmand, langtursstyrmand og instruktør samt roet mig til 3 stk. sølvårer og 4 stk. guldårer. En onsdag sagde Birgit Arildskov til mig "I dag skal vi to aflægge styrmandsprøve for Vagn". Det havde hun aftalt med Vagn, som på det tidspunkt var rochef - men jeg havde ikke fået noget at vide og havde derfor ikke haft mulighed for at forberede mig. Vi roede ind i Farum Sø og tilbage og bestod begge prøven.
Jeg har en gang været ude for at vejret under en formiddagstur, som gik til Frederiksdal i en 2er, blev så hårdt, at vi måtte trække båden på land og ringe hjem for at blive hentet. - Da vi skulle ro hjem fra Frederiksdal kunne vi se, at det var blæst op. Vi skulle virkelig lægge kræfterne i, for at komme under broen og ud i Furesøen med årene langs. Vi mente, at vi på trods af blæsten kunne ro via Kollekolle. Men det kunne ikke lade sig gøre. Vi blev hele tiden blæst ind i sivene. Vi skulle nok have lagt os mere op mod bølgerne og roet længere ud fra kysten end i gjorde. Vi måtte vende om og ro tilbage til kanalen og trække båden på land. Om eftermiddagen var blæsten løjet så meget af, at vi blev kørt til Frederiksdal og roede båden hjem.
Ronny arrangerede langture for onsdagsholdet. Senere overtog Vagn den opgave. På disse langture har jeg været i Københavns Havn, Fredensborg, Holbæk, Kalundborg og Præstø. Derudover arrangerede Ronny også overnatningsture til Nivå (Hellerup Roklubs sommerhus) og til Skuldelev (Roskilde Roklubs sommerhus). Pga. af dårlig nakke og ryg har Ronny aldrig roet i min tid i klubben, men var i de første år styrmand. Når vi var i Nivå, lånte Ronny både i Skovshoved Roklub, og så roede vi fra Skovshoved til Nivå den ene dag og hjem den næste. Ronny sørgede for det hele. Lavede aftale med Skovshoved Roklub, lejede sommerhuset i Nivå af Hellerup Roklub og købte drikkevare og mad til middag og morgenmad. Jo, Ronny var en guttermand. Det samme gentog Ronny, når vi var i Skuldelev, hvor han lånte både i Roskilde Roklub. Jeg husker en tur fra Roskilde til Skuldelev, hvor det blæste kraftigt fra øst. Vi roede derfor i læ langs den østlige side af fjorden, men på et tidspunkt skulle vi jo over på den anden side. Det blev en streng tur. Jeg tror, at vi havde 1-2 meter høje bølger, som kom ind agter i styrbords side. Der var nogle, som ikke var så stolte ved den situation. I Skuldelev er der ingen bro. Vi måtte derfor ud af bådene og bære dem op på græsset, hvor vi klodsede dem op. Det gjorde vi i øvrigt også i Nivå. Da Vagn senere overtog langturene, mente han, at det var for langt for os at ro fra Roskilde til Skuldelev og lånte derfor både i Fr. sund Roklub.
Da jeg begyndte at ro, brød jeg mig ikke om at være rorgænger og forsøgte at undslippe. Især var jeg nervøs, når jeg skulle lægge til bro i blæse- og stormvejr. Det har med årene fuldstændig ændret sig. Nu søger jeg udfordringen. Jeg lægger altid til bro i læsiden, da det er det sværeste. At være rorgænger i kanalerne i Københavns Havn er en udfordring. I kanalerne skal man virkerig have "et øje på hver finger" for at sno sig gennem trafikken. Det er også en spændende udfordring.
Ligesom vi låner eller lejer både i andre roklubber, får vi også besøg af forskellige roklubber. Den opgave har Vagn taget sig af i mange år. Et år havde vi besøg af Fredensborg Roklub, som lånte flere af vore både. De ville gerne ro ind i Bagsværd Sø. Vagn allierede sig derfor med Poul Bach og mig. Vores opgave var at trække bådene såvel 2ere som 4ere gennem slusen. Det kunne vi ikke overlade til Fredensborg-folkene. Vagn, Poul og jeg roede derfor til slusen i Frederiksdal og ventede på vore gæster. Da vi havde fået alle bådene gennem slusen, kom turen til vor båd. Vi roede til Lyngby og ventede indtil vi mente, at de havde roet rundt i Bagsværd Sø. Vi skulle jo ankomme til slusen før gæsterne. Derefter trak vi igen alle både gennem slusen og roede hjem, hvor vi efterfølgende drak kaffe sammen med vore gæster på balkonen.
Søgningen til onsdagsholdet blev på et tidspunkt for stor - jeg tror, at vi var 45 på holdet. Ronny syntes derfor ikke, at han kunne optage flere. Klubben havde således et ønske om at oprette et nyt pensionisthold - torsdagsholdet. Vi havde imidlertid ingen, som ville/kunne lede det nye hold. Ronny oprettede derfor en venteliste. En dag da jeg var i Silvan for at købe varer til roklubben, faldt jeg i snak med en af de ansatte. Jeg fortalte, at jeg kom fra roklubben. Det viste sig, at det var Gunner Bech, som for mange år siden, havde været formand for klubben. Jeg fortalte ham, at vi havde et ønske om at starte et nyt hold for pensionister - torsdagsholdet og spurgte ham, om han havde lyst til at være leder af dette hold. Han var meget positiv - og torsdagsholdet var en realitet. Gunner hørte meget dårligt og måtte efter nogle år overlade jobbet til Hanne Doleman, som efter en længere periode overlod lederposten til Jette Vestergaard, som efter yderligere en længere periode videregav tjansen til Jens Erik. Selv om Ronny blev opereret for sine smerter i nakken, kunne han ikke fortsat lede onsdagsholdet, hvorfor Vagn overtog den opgave, som for få år siden gik videre til Jan Hansen. Ronny var desværre noget sløset under Corona-perioden. Han gik ikke så meget op i at holde afstand og beskytte sig. Han blev smittet af Corona og blev indlagt på intensiv og afgik kort tid efter ved døden. Her mistede vi en mand, som havde lagt mange kræfter og meget energi i roklubben - en rigtig guttermand.
Nogle år tilbage var vi, Holte Roklub, Yachtklubben, Vandskiklubben og Bådfarten stærkt plaget af "vandpest" i Store Kalv. Planten dannede et stærkt sammenfiltret lag af blade og stængler, som vi ikke kunne ro i. Rudersdal Kommune gik ind i sagen og anskaffede en afgrødeskærer til 1 million, som skulle skærer en passage langs kysten ved Næsseslottet, Vandskiklubben og Yachtklubben, således at Bådfarten kunne komme igennem til Vejlesø. Afgrødeskæren kom dog ikke i anvendelse, fordi Vandpesten forsvandt inden "man" blev færdig med sine overvejelser. Afgrøden var så tæt, at fuglene "gik på vandet". Vi var meget plaget af vandpesten i juni, juli og august måned. Med greb skovlede vi vandpest op på broen og slæbte det ind i Vaserne, således at vi kunne sætte bådene i vandet - og så var vi tilmed den klub i Store Kalv, som var mindst ramt pga. vores beliggenhed på kanten af Furesøen.
Da jeg i 2006 startede i klubben havde vi en ungdomsafdeling, som blev ledet af en meget kompetent person - Camilla Miland - Pernille og Lars Milands datter. 1-2 år senere begyndte hun at læse i København og kunne derfor ikke længere tage sig af ungdomsholdet. Derefter "sejlede" ungdomsholdet. Holdet fik en leder, som gik i 3g og var jævnaldrende med de øvrige på holdet. Han kunne ikke sætte sig i respekt og kunne øjensynlig ikke "læse" vejret, hvilket en dag resulterede i, at holdet gik ud i scullere og inriggere i alt for hårdt vejr. Konsekvensen var, at de blæste ind på Virumkysten og ødelagde flere både. Den følgende onsdag kørte Vagn, Olav og jeg til Virum. Vi fik tilladelse til at gå gennem en af haverne - ned ad den stejle skråning og bar bådene over vore hoveder op til bilen, hvor vi lagde dem på tagbagagebærer. Vi kørte flere gange. Omtrent samtidig blev lederen af holdet 18 år. Han holdt sin fødselsdagsfest i roklubben. Det blev en vild fest. Da vi kom ned i klubben den følgende morgen, flød det med rødvin, knuste flasker og glas, både på forpladsen og overalt på 1. sal. Han var ganske vist i gang med at rydde op og kunne ikke forstå, at han fik så mange skæld ud, som han gjorde. Efter den omgang blev han sat fra jobbet og en jævnaldrende tog over. Efter studentereksamen flyttede til han København. Herefter blev holdet nedlagt. I bestyrelsen var vi enige om, at hvis vi nogensinde skulle have et nyt ungdomshold, skulle vi have en moden person på omkring de 30 år til at lede det.
Den 7. december 2010 holdt bestyrelsen et heldags-strategimøde i klubben, hvor vi bl.a. talte om evt. at oprette en kajakafdeling. Vagn, som på det tidspunkt var rochef, havde på et tidligere bestyrelsesmøde slået til lyd for, at vi, pga. vores skrantende økonomi, skulle oprette en kajakafdeling, da kajakroning var blevet populær. Dette forslag mødte en del modstand. Ikke mindst fra Ronny som sammen med flere andre stærkt modsatte sig forslaget. De begrundede deres modstand med, at der var flere eksempler på at roklubber, som havde åbnet op for kajakker, efter nogle år, var blevet "skubbet" ud af kajakkerne. Klubberne var derfor blevet ændret til kajakklubber. Men - økonomien tvang os, og i 2012 købte vi de første 8 stk. kajakker. Det blev dog ikke omgående en succes. Der gik nok 3-4 år inden interessen for alvor viste sig. Når vi nu havde oprettet en kajakafdeling, skulle vi også have en person til at lede den. I bestyrelsen havde vi et medlem - jeg husker ikke hans navn - som engang havde roet kajak. Det var det nærmeste vi kunne komme en person med kendskab til kajakroning. Han blev dog hurtig afløst af Svend Nielsen, som havde den samme kajakbaggrund som den forrige. Hans tid som kajakchef blev dog også forholdsvis kort, hvorefter Rob tog over. Rob og Hanne var blevet meget interesseret i kajakroning, hvorfor Rob var den rette til at overtage opgaven. For at få plads til de 8 nye kajakker, måtte vi flytte romaskinerne op på 1. sal. De havde stået for enden af hallen, hvor vi i dag har den store reol og kajakstativet. På væggen for enden af hallen og på væggen indtil herrernes bad var monteret spejle, således at man kunne se sit rotag. Jeg tog spejlene ned - nogle gik i stykker, men jeg fik da bjerget tilstrækkelig mange, til at vi kunne sætte dem op ved bassinet, hvilket torsdagsholdets nye leder Gunner Bech gjorde.
Bassinet skulle derfor tømmes. Det gav Ronny og mig en kærkommen lejlighed til at rense bunden og siderne for kalk. Det viste sig, at der var en meget kraftig kalkbelægning. Vi forsøgte at slibe kalken af, hvilket betød at hele bådhallen blev indhyllet i en tåge af støv, som lagde sig på alle bådene, der efterfølgende skulle rengøres. Til sidst brugte vi ufortyndet saltsyre. Så begyndte det at hjælpe. Da det var blevet så rent, som det var os muligt, malede jeg det med den farve, som det har i dag. Men jeg havde i nogen grad gjort "regning uden vært". Malingen bevirkede, at den skrå side var blevet glat og man var tilbøjelig til at skride ned i vandet. Jeg kørte derfor til Rungsted for at hente noget sand. Efter at jeg havde malet det skrå stykke en gang til, dryssede jeg sand på det malede stykke. Det blev herved skridsikkert.
Den første leder af kajakafdelingen var tømrer og han byggede kajakstativet. Senere byggede Klaus Kornerup og Rob det store kajakstativ ind mod sejlklubben. For mit eget vedkommende begyndte jeg at ro kajak straks afdelingen var blevet oprettet. Det var egentlig også meget sjovt - med kæntringsøvelser i Lille Kalv og at ro om kap med inriggerne. Efter at have roet kajak i nogen tid følte jeg, at jeg måtte vælge mellem baglænsroning og kajak og valgte baglænsroning.
I sommeren 2014 var jeg og andre på vej tilbage til Skovshoved fra en overnatningstur i Nivå. Jeg var i båd med Peter Larsen. Vi lagde kortvarigt ind til af roklubberne på Øresundskysten - måske Rungsted. Her så vi for første gang en coastalbåd. Det var en 2er. Personen vi talte med sagde, at når vi kom til Skovshoved kunne vi se både en 2er og en 4er. Da vi kom til Skovshoved studerede vi dem nærmere. Jeg syntes, at de så mægtig spændende ud. På det tidspunkt havde vi i klubben en gigbåd - en 3er med styrmand. Bortset fra scullerne og "badekaret", var det vor eneste mulighed for at ro med 2 årer. Lambda, som den hed, var imidlertid så "levende" at stort set ingen turde ro den. Hvis to af roerne lavede den samme fejl lå alle i vandet. Jeg så i coastalbåden en mulighed for at ro med to årer på en meget sikker måde. Det var derfor min tanke, at jeg, på et bestyrelsesmøde, ville foreslå at fem af os fra bestyrelsen skulle låne en 4er coastal i Skovshoved for at se om denne bådtype var interessant for os, men det fik jeg aldrig gjort. Først efter 1-2 år fik jeg gjort noget ved sagen. Jeg ringede til materielforvalteren hos Skovshoved Roklub, som jeg kendte fra et tidligere besøg, da Tove og jeg besøgte roklubber i området for at se på løftegrej. Jeg lånte derfor deres coastal 4er og sammensatte et hold bestående af: Jan Sørensen, Klaus Kornerup, Peder Henriksen, Gunnar Hallsson og mig. På vej hjem i bilen var vi enige om, at den bådtype i 2er udgaven, kunne vi godt tænke os. Vi var ligeledes enige om, at vi skulle sælge LAMDA, da stort set ingen turde ro den. Jeg bragte vort forslag op ved et bestyrelsesmøde. Jeg fik her ok til at købe en 2er coastal, men jeg skulle dog først sælge Lambda. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvordan man sælger robåde. Jeg kontaktede derfor DFfR, som fortalte mig, at der findes en Facebook gruppe, hvor man kan sælge, købe og låne robåde og udstyr til disse. Jeg tog derfor nogle billeder, skrev en tekst og satte prisen til kr. 35.000. Jeg havde på fornemmelsen, at det ikke var en nem opgave. Jeg skrev derfor en mail med vedhæftet foto til alle fjord-, sø- og åklubber, da jeg ikke regnede med, kystklubberne ville være interesseret i en så "levende" båd. Jeg fik nogle få reaktioner, som "løb ud i sandet". Så ringede Nivå Roklub. De havde set min annonce på Facebook og var interesseret. Jeg fortalte dem, at den var bygget i 1978 af Jørgen Andersen, Lynge og opfordrede dem til at kontakte Jørgen, hvilket de gjorde. Han reparerede i øvrigt en båd for dem på det tidspunkt. Vi aftalte at mødes i klubben, således at de kunne se den - og det skal siges, at det var en meget flot båd. Jeg sagde ikke noget om, at den var "levende", men tilbød dem, at de var velkomne til at prøve den på vandet. Det mente de ikke var nødvendigt. Den blev solgt til Nivå Roklub. 1/2 år senere ringede han fra Nivå og spurgt om jeg ville købe den tilbage. Han havde fået meget negativ kritik fra klubmedlemmerne, fordi den var så "levende". Jeg svarede, at det kunne jeg ikke. Vi havde jo brugt pengene på en ny coastal 2er. Jeg fik også lidt kritik fra vore medlemmer, fordi de ældre har svært ved at være 1er (styrmand), da de er for stive i ryggen til at vende sig om. Bort set fra det syntes jeg, at det er en virkelig god båd at ro. Dertil kommer, at den er mere sikker at ro end inriggerne. - Senere solgte jeg en 2er inrigger til Bryggens Roklub (tidligere SAS Roklub), en 4ere inrigger til Roklubben Halvtolv og to single scullere til Lindenborg Roklub. - Efter at vi havde købt ETA fik jeg og Jan Sørensen en mail fra Peder Henriksen med et vedhæftet foto af en 4er. Det var et nyt bådfabrikat fra en fransk producent, som hedder LITE. Bådene bliver importeret af firmaet CO-ROW, ejet af Fritz Ganzhorn. Vi syntes, at den så spændende ud - men så skete der ikke mere. Først da Jens begyndte at planlægge udskiftning af nogle inriggere og køb af nye både, kontaktede jeg Fritz Ganzhorn. Det viste sig, at han netop på det tidspunkt var i gang med at introducere en ny bådvariant LITE TRIO - en hybridbåd, som efter behov kan roes af to roere med styrmand. Hver roer kan ro med to eller en åre, blot ved at udskifte rigningerne. Desuden kan båden roes af tre roere med en eller to årer uden styrmand. Derfor typebetegnelsen "Hybridbåd". Han fortalte, at han havde såvel en 4er og den helt nye LITE TRIO liggende i Hellerup Roklub, hvor man kunne prøve dem. Tove og jeg kørte til Hellerup og så bådene, som var meget anderledes, end de både vi kender. Samtidig undersøgte jeg også hvilke andre bådtyper, der fandtes, som roes med to årer pr. roer. I den forbindelse stødte jeg på AVE båden. Den er en Coastal båd fra Portugal, som importeres af Thomas Ebert, Ringsted (tidligere roer i guld-4eren). Når vi ser bort fra scullere og gigbåde, er det de eneste to bådtyper, som roes med to årer, der er på markedet. Jens interesserede sig meget for, hvor meget en ny båd ville fylde på hylderne. Derfor talte det til LITE-bådens fordel, at rigningerne kan afmonteres - det kan AVE bådens rigninger ikke. Der var meget der talte til fordel for LITE TRIO. Jeg var dog bange for, at den ikke var stabil nok - den er kun 87cm bred - og vi skulle nødig købe en "ny Lambda", som medlemmerne ikke turde ro, fordi den ikke er stabil. Her kom Jens ind i billedet. Han aftalte med Fritz Ganzhorn, at vi kunne prøve hans forskellige bådtyper på vort eget farvand. Her overraskede LITE TRIO. På trods af sin bredde på kun 87cm, er den betydelig mere stabil end jeg havde forventet, formentlig pga. af skrogets form. Udfaldet af prøveturene blev, at vi købte en LITE TRIO båd. Samtidig planlagde Jens at udskifte en 2er og en 4er. Jens foreslog at Ole (materielforvalter), han selv og jeg skulle besøge to bådebyggere i Vejle. Vi besøgte derfor Vejle Yacht Service, som både støber skroget og udfører apteringen. Endvidere bygger de, foruden inriggere, også motor- og sejlbåde. Vi fik et virkeligt godt indtryk af virksomheden. Vi besøgte også Grejsdalens Bådebyggeri, som ikke støber skroget, men køber det for herefter at udføre apteringen. Vi besluttede os for Vejle Yacht Service, hvor vi bestilte en 4er i glasfiber. Det var tanken at vi også skulle besøge en tysk bådebygger for at se på en 2er, men da det viste sig, at Fredensborg Roklub for nylig havde købt en af deres både, besluttede vi os for at besigtige båden i Fredensborg og høre deres vurdering af den. Båden fremstod ikke så pæn, som båden i Vejle, men Fredensborg Roklub var godt tilfreds med den - og så var den kr. 30.000 billigere, leveret i kulfiber. Derfor bestilte Jens 2eren i Tyskland. Begge både skulle leveres inden standerhejsningen lørdag den 25. marts 2023, hvor de skulle navngives. Kun 4eren blev leveret til tiden. Den blev døbt af Jette og fik navnet Omikon. Vi afventer pt. (26/4 23) leveringen af 2eren fra Tyskland.
I efteråret 2007 havde vor daværende formand, Gorm Prefke købt et nyt køkken til sit hus og foræret det gamle køkken til roklubben. I efteråret 2007 og vinteren 2008 brugte Gorm og Lars Miland to aftener om ugen på at montere det gamle køkken i roklubben - dvs. at de ud over at installerer Gorms gamle køkkenelementer også monterede nyt loft og gulv, samt installerede lys, nye køleskabe og et fryseskab. Vores køkken er således 16 år gammelt.
Da jeg i foråret 2008 overtog jobbet som husforvalter, trådte jeg samtidig ind i bestyrelse.
Min første opgave var at indhente tilbud på rengøring. Så vidt jeg forstod, på de øvrige i bestyrelsen, havde vi tidligere haft ungdomsroerne og senere nogle damer til at gøre rent, men det var man slet ikke tilfreds med. Jeg indhentede flere tilbud og valgte det selskab, som vi stadig benytter.
Min næste opgave, som jeg fik umiddelbart efter rengøringen, blev at indhente tilbud på et nyt linoliumsgulv til det store lokale og gangen på 1. sal. Det gamle gulv bestod af linoliumsfliser, som mange steder var løse. Jeg indhentede tre tilbud, som lød på henholdsvis: kr. 47.000, kr. 62.000 og kr. 102.000,- alle inkl moms. Det viste sig sjovt nok, at ham der gav tilbuddet på kr. 47.000 og som vi valgte, havde jeg, gennem fællesbekendte i Birkerød, mødt for mange år siden ved selskabelige lejligheder. Men det vidste jeg ikke, da jeg kontaktede ham om gulvet. Jeg tror i øvrigt, at det var Vagn, som dengang var rochef, der var idemanden til det nye gulv. De stole og borde , som nu står på balkonen, stod den gang i det store lokale. Stolenes ben er firkantede rør, som ville skærer sig ned i det nye gulv. Jeg fandt derfor på nettet nogle plastdupper som jeg bankede op i stålbenene. Det var imidlertid ikke så ligetil, da dupperne var større end benenes huller. Jeg klarede dog problemet ved at lægge dem i varmt vand. Herved blev de bløde og jeg kunne nu slå dem op i stålbenene. - I 2013 fik vi lagt nyt linoliumsgulv i motionsrummet til en pris af kr. 10.250 inkl. moms.
Bestyrelsen syntes, at vi burde udskifte borde og stole i det store lokale, da de var nedslidte. Også her tror jeg, at Vagn var idemanden. Jeg havde ikke fået oplyst hvilken type borde og stole, jeg skulle lede efter. Jeg gik derfor ud fra, at jeg nok skulle søge efter kantinemøbler, i lighed med dem vi havde (og har). Som følge heraf besøgte jeg ret mange forretninger og fandt ud af, at den slags møbler er ret dyre. Lidt tilfældigt gik det op for mig, at der i Københavnsområdet er 4 forretninger, som sælger brugte kontor- og kantinemøbler. De køber typisk møblerne, når to virksomheder bliver slået sammen og virksomheden derfor skal skille sig af med det ene sæt møbler. Brugtforretningen giver derfor et bud på den ene virksomheds møbler og sælger dem derefter enkeltvis. Her viste det sig, at vi kunne købe brugte designmøbler til samme pris som nye alm. kantinemøbler koster. Vi skulle bruge 8 stk. borde og 48 stk. stole. De designmøbler, som jeg havde fundet frem til, var designet af Magnus Olesen og bliver brugt i mange kantiner og mødelokaler. Her løb jeg imidlertid ind i et problem. Ingen af forretningerne havde så mange borde og stole. Jeg blev derfor skrevet op hos alle fire forretninger. Jeg tror, at der gik et års tid før det lykkedes. Bordene fandt jeg hos en brugthandler i Sydhavnen. Han havde ret mange borde, men de fleste var meget ridsede. Jeg syntes, at det var svært at vælge de 8 ud, som jeg skulle bruge. Jeg ringede derfor til Vagn og spurgte om han kunne "smide hvad han havde i hænderne" og køre ud i Sydhavnen og hjælpe mig med at vælge de pæneste. Det gjorde Vagn og sammen valgte vi de borde, som vi har idag. Stolene fandt jeg hos en brugthandler i Herlev. Han havde købt dem af en skole, hvor de havde stået i lærerværelset. Stolene var meget plettede og snavsede. Han lovede at rense dem og jeg syntes at det blev et godt resultat. Disse stole havde en nypris på kr. 2.800 pr stk, men vi købte dem for kr. 500 pr stk. - i alt kr. 24.000. Bordene havde en nypris på 12.000 pr. stk, men vi købte dem for kr. 2.500 pr. stk - i alt kr. 20.000. Hermed løb anskaffelsen af borde og stole op i kr. 44.000.
I foråret 2011 blev jeg kontaktet af Peter Person fra Sejlklubben. Han fortalte mig, at kloakvandet fra brønden i vejen blev presset op gennem afløbet i deres del af bygningen. Brønden aftager al vand fra toiletter, håndvaske, opvaskemaskiner samt regnvand fra tagrenderne. Først lukkede vi for al vand i bygningen. Inden vi kunne undersøge hvor årsagen til problemet skulle findes, måtte jeg først have fat i et kloakfirma for at få dem til at tømme brønden. Der er meget vand i sådan en brønd. Den første tankvogn kunne ikke rumme det hele, og de sendte derfor bud efter en ekstra vogn.Da brønden var tømt, kontaktede jeg Flygt Pumper. Det viste sig, at pumpen var så slidt, at den ikke kunne repareres, hvorfor Flygt installerede en ny pumpe. Det blev en omkostning på kr. 62.719 hvoraf kommunen betalte 50% = kr. 31.359,50. Desuden fik jeg et VVS firma til at udskifte overgangene til stigerøret, da de var utætte.
Tidligere havde vi en betontrappe ved hoveddøren, som var belagt med stiftmosaik, som var begyndt at løsne sig og falde af. Jeg husker ikke hvem, der fik ideen til den ny trappe, men i hvert fald tilbød Aksel Christoffersen, som roede på onsdagsholdet og oprindelig var tømrer og senere bygningsingeniør, at fremstille en trætrappe. Aksel målte placeringen op, byggede trappen i sin have - og den passede perfekt. Aksel har i øvrigt også fremstillet åreholderne og pudehylderne - Aksel var perfektionist. Vagn lejede en betonhammer hos Birkerød Værktøjsmagasin. Vagn og jeg skiftedes til at brække den gamle trappe op. Den var meget genstridig. Jeg troede, at den ville falde fra hinanden, straks vi satte hammeren i betonnen, men det gjorde den slet ikke. Det var en sej omgang. Efterfølgende har jeg olieret trappen (og gelænderet på balkonnen) hvert år.
I 2011 fik vi, af Røde Kors (via Jette), tilbudt en indendørs hjertestarter, hvis vi kunne stille med, jeg tror, at det var 30 indsamlere, på Røde Kors' indsamlingsdag. Det kunne vi godt og vi fik dermed en hjertestarter. Den blev sat op i gangen på væggen mod herretoilettet. Der var imidlertid ikke tale om en ren foræring. En hjertestarter skal med jævne mellemrum have udskiftet børneelektroder, voksenelektroder og batteri. Disse er ikke helt billige. Jeg sørgede for udskiftningerne af disse. I 2019 fik vi af DFfR og Dansk Kano- og Kajakforbund tilbudt en udendørs opvarmet hjertestarter til kr. 14.000, hvilket var en kampagnepris. Beløbet delte vi med Sejlklubben, således at vi hver betalte kr. 7.000. Vores gamle hjertestarter solgte jeg for kr. 1.000 til leverandøren. Indkøbene til den nye hjertestarter (børne-/voksenelektroder og batteri) sørger Sejlklubben nu for.
I 2012 konstaterede vi, at broen var så dårlig, at den var moden til at blive udskiftet - dog ikke pontonnerne. Toke og Rob tog sig af denne sag. Den forrige bro blev bygget i år 2000 på nye pontonner. Jeg har ladet mig fortælle, at den var bygget af fyrretræ. I hvertfald fik den kun en levetid på 12 år. Den nye bro, blev bygget af NBC Marine i vinteren 2013 på eksisterende pontonne. Den er bygget af langsomt voksende lærk, som vi fik at vide, skulle kunne holde "altid". Det blev en administrativ meget vanskelig og dyr proces. I første omgang mente kommunen, at det var vores bro, men vi vidste, at det var deres og de kunne da heller ikke bevise, at det var vores. De mente, at papirerne var blevet væk i forbindelse med kommunesammenlægningen. Enden på historien blev at kommunen betalte kr. 300.000 for at få udskiftet plankerne, hvilket jeg syntes er et usædvanligt stort beløb for dette arbejde. Hertil kommer, at de ikke var olierede. Det skulle vi altså selv gøre med 3 forskellige specialolier. Det blev Rob, Jan Sørensen og jeg, som med pensel (ikke rulle), udførte det arbejde - og så var de jo ikke behandlet på undersiden. Efterfølgende har jeg olieret broen hvert 3. år med rulle. At langsomt voksende lærk holder "altid", viste sig ikke at holde stik. Efter 6 år måtte vi udskifte en af plankerne tæt på land pga. råd. Året efter måtte vi have NBC Marine til at udskifte 5-6 planker på siden af den yderste ende af broen pga. råd. De var jo heller ikke oliebehandlet. I 2022 udskiftede vi en planke på den yderste ende af broen - igen pga. råd. Scullerbroen, som ligeledes var bygget i vinteren 2013, men i dette tilfælde med nye pontoner, begyndte i efteråret 2021 at vise tegn på råd, da den yderste del af broen "hang lidt med næsen". Torben og jeg var uenige om, hvor alvorlig denne sag var. Derfor bad jeg NBC Marine om at se på sagen. De vurderede, at den godt kunne ligge 2 år endnu, hvilket de skriftligt bekræftede. Da vi kom længere hen på sæsonen rev broen sig, under en storm, løs fra sin fortøjning i vandet. Vurderingen blev, at der skulle udskiftes for meget råddent træ til, at det kunne betale sig at reparere den. Den blev derfor skrottet og fik dermed en levetid på 9 år.
Til skridsikring på ramperne havde vi i en årrække brugt tagpap. Jeg har 2 gange siden 2008 lagt tagpap ud på disse. I 2016 rev en storm tagpappet af. Tagpapsømmene blev revet op og tagpappet rullede sig sammen. Jeg har jævnlig ved besøg hos andre roklubber set, at de brugte optræksplader, som er galvaniserede plader, hvor hullerne er trukket op og derved danner en skridsikker plade. Jeg nævnte mine planer i roklubben, hvortil Klaus Kornerup spurgte, om jeg havde tænkt på strækmetalplader. Det havde jeg ikke, da jeg ikke kendte dem. Klaus sagde, at de er billigere end optræksplader og ligeså effektive. Jeg gik derfor på nettet og søgte efter strækmetalplader. Jeg fandt en virksomhed I Vildbjerg (mellem Herning og Ringkøbing). Der var mange varianter, men jeg fik en virkelig god vejledning på fabrikken. Jeg kunne imidlertid ikke købe dem direkte af producenten, men skulle gå via en forhandler, som blev XL Byg i Allerød. Han havde ikke tidligere solgt sådan nogle plader og viste derfor intet om produktet. Jeg havde imidlertid alle specifikationerne, så han skulle blot bestille efter disse. Pris: 3.842,50 inkl. moms. Da pladerne skulle lægges på, fik jeg meget kvalificeret hjælp af Vagn (det var nu nok snarere mig der hjalp Vagn end omvendt). Målene passede næsten perfekt til ramperne, dog var de lidt bredere end disse. Jeg måtte derfor slå dem ned på siden af ramperne. Der var alligevel nogle skarpe kanter, som man ville rive sig på, hvis man faldt ned mellem broen og rampen. Tove fandt nogle skinner, som man bruger til kanten på trappetrin. Tove og jeg kørte til Stark i Hillerød og købte skinnerne, som passede udmærket til formålet.
Mens vi havde ungdomsroerer, var dette lokale deres. Der var sofa og sofabord. Det var her ungdomsroerne hyggede sig. Efter at vi ikke længere havde en ungdomsafdeling, blev lokalet brugt til opbevaring af alverdens ting og sager, som medlemmerne havde foræret klubben, men som klubben stort set ikke havde brug for. Der var sat så meget grej ind i dette rum, at man måtte kravle hen over diverse ting for at komme hen til radiatoren. Der var altså brug for en kraftig oprydning. Et stort sammenklappeligt bordtennisbord på hjul solgte jeg i "Den blå avis". Da vi senere fik eRoning med lærred i loftet, solgte jeg også vores filmlærred i "Den blå avis". Selve oprydningen hjalp Vagn mig med. Vi kørte flere møbler til Røde Kors i Hørsholm. Rigtig mange jernvægte og jernstænger fra motionsapparater kørte vi på Vagns trailer til en jernhandler i Farum. Vi beholdt kun de lave skabe til service. De står nu idet store lokale. Efter denne oprydning er lokalet blevet brugt til motionsrum.
Omkring 2012 havde Sejlklubben en vision om, at de sammen med os skulle etablere et vandsportscenter. Dette krævede naturligvis kommunens engagement - også økonomisk. Vi (roklubben) var ikke interesseret i at gå med i dette projekt. I øvrigt havde vi ikke det bedste forhold til sejlklubben, hvilket jeg tror går tilbage til 1992, da Sejlklubben flyttede fra Birkerød Sø til Furesøen og byggede en forlængelse til vort hus. Der er nu løbet " meget vand i stranden", og vi har nu (2023) det bedste forhold til dem. Sejlklubben ønskede naturligvis, at vi skulle deltage i møderne med kommunen. Selv om vi ikke havde noget ønske om at gå aktivt ind i projektet, ville vi alligevel gerne støtte dem. Sejlklubben ønskede at bygge en sidebygning til huset i deres ende. Vi skulle så overtage deres nuværende del af bygningen. Deres masteplads, bag palisadevæggen, skulle flyttes til den anden side af vejen, hvor skraldespanden står. Dette forslag kunne kommunen slet ikke accepterer, da det konfliktede med fredningen af hele området. Skov- og Naturstyrelsens retningslinjer for området og EU-regler ville blive overtrådt. Det var endvidere tanken, at kommunens/sejlklubbens broanlæg skulle forbindes med vort græsareal og bro. I den forbindelse blev der sat fokus på de store sten, som vi (før min tid) havde lagt i vandkanten mellem rampen og sivene. Det havde vi gjort, fordi vandet truede med at "gnave" sig ind på græsarealet. Kommunen havde ved dette møde en ung dame med ved bordet. Hun var biolog og havde et afgørende ord. Jeg gættede på, at hun var nyansat og kort forinden havde fået sin Master. Hun sagde, at vi ikke måtte lægge store sten i vandkanten for at holde på jorden. Vi måtte ikke røre ved naturen. Vort svar var naturligvis, at hvis vi ikke gjorde det, ville søen "æde sig" ind på huset. Hendes svar var: "At det måtte den så gøre. Først når vandet truede huset, kunne vi tage stilling til eventuelle modforholdsregler". Jeg kunne mærke, at hun ville vise os, at hun havde magt. Det var hende der bestemte. - Hun var en skrankepave. Vi syntes jo, at det var helt urimeligt. Enden på den snak blev, at hun ville sende en mand ud for at besigtige forholdene. Den mand, som vi fik besøg af, var mere fornuftig. Da han så stenene og omgivelserne var hans kommentar: "Det er altså under bagatelgrænsen". Det afsluttede den sag. Jeg syntes, at denne sag siger noget om det bureaukrati, der er i kommunen og hvor "tunge de er at danse med". Jævnfør også sagen om fældning af træer. Vi var flere fra roklubben, som på skift, deltog i disse møder bl.a. Toke, Jan Sørensen, Rob og jeg. Jeg var dog med hver gang. Fra Sejlklubben deltog hver gang Torben Lapp (daværende formand) og Peter Person. Under et af disse møder, forhørte Rob sig om muligheden for at opbevare kanoer på arealet ind mod Vaserne - vist nok i containere. Det blev blankt afvist. Igen begrundet med fredningen. (Jeg har overgivet mailen til Jens).
I begyndelsen af december 2013 blev jeg ringet op af Peter Person fra sejlklubben. Han fortalte, at stormen Bodil havde væltet træet, som stod forholdsvis tæt på flagstangen og taget denne med i faldet. Hvad Peter ikke viste var, at jeg var i North Carolina, USA og ikke kunne stille ret meget op. Da jeg kom hjem viste det sig, at træet var knækket 2-3 meter over jorden. Jeg måtte derfor i gang med motorsaven og efterfølgende flække træet, som jeg mener, at Jan Sørensen fik. Flagstangen måtte jeg jo også save op, men da den var malet, kørte jeg den på containerpladsen. Jeg ringede til Stilling Flag og bestilte en 12 meter flagstang magen til den brækkede. Ved en fejltagelse leverede de en 10 meter stang. Det viste sig imidlertid, at vort flag har en størrelse, som passer til en 10 meter stang. Jeg beholdt derfor flagstangen.
Efter at Peter Larsen havde holdt fest med sin familie, beklagede han sig over at gelænderet til 1. sal var for kort i den øverste ende. Når man kom til de øverste trin, var der ikke noget gelænder. Det var et problem for de ældre af hans gæster, sagde han. Jeg må nok erkende, at jeg ved første henvendelse lod bemærkningen "gå ind af det ene øre og ud af det andet". Men da han nævnte det anden gang, tænkte jeg at nu måtte jeg vist gøre noget ved sagen. Jeg kørte derfor op til XL Byg i Allerød. De havde ikke så lange rundstokke, men henviste mig til Københavns Listefabrik i Søborg. Her var til gengæld et meget stort udvalg af lange rundstokke. Nu var opgaven at finde en, der var helt lige - den skulle jo være 4,50 meter lang. Da jeg ikke har tagbagagebærer eller trailer, kontaktede jeg Klaus Kornerup, som hentede den for mig. Pga. dens længde kunne jeg ikke sætte den op alene og fik derfor Olav til at hjælpe mig. Jeg undlod at nævne for Peter, at han nu havde fået, hvad han bad om. Der gik vist 2 eller 3 uger inden at han bemærkede, at den nye var sat op.
I 2014 blev jeg af bestyrelsen bedt om at undersøge, hvilke muligheder vi har for mekanisk at løfte bådene op på hylderne i stedet for som hidtil, at løfte dem manuelt. Ved at bruge mit ronetværk fandt jeg ud af, hvilke klubber i Nordsjælland og Københavnsområdet, som bruger mekanisk, eldrevet eller hydraulisk løft til bådene. Tove og jeg kørte derfor rundt til disse klubber, hvor vi tog mange billeder. Vi besøgte følgende klubber: Roskilde Roklub. To af deres medlemmer havde bygget et elektrisk drevet elevatorsystem, som ikke løftede vognen med op på hylden. Fredensborg Roklub havde købt en "simpel" talje, som ikke løftede vognene med op på hylden. De brugte den dog kun til den øverste hylde (2. etage), da de syntes, at var lettere at løfte bådene op/ned fra 1. etage med håndkraft. Lyngby Dame Roklub og Roklubben Øresund (Kastrup) har i mange år brugt en mekanisk løftevogn, som løfter vognen med op på hylden. Den er fremstillet af Axel Svensson, Vordingborg, som jeg i øvrigt tror har fremstillet flere af vore vogne. Axel Svensson fremstiller ikke længere løftevogne, da EU-regler gør "livet" for besværligt for ham. Hellerup Herre Roklub og Hellerup Dame Roklub har af to forskellige virksomheder fået fremstillet et elevatorsystem, som minder meget om det, de har i Roskilde Roklub. Dog løftes vognene med op i begge klubber. Det havde kostet dem ca. kr. 50.000 pr. søjle (1 stk. båd på gulvet og 2 stk. på hylder). Skovshoved Roklub har slet og ret anskaffet en "walk behind" gaffelløfter, som løfter vognene med op. Materielforvalteren havde dog lidt dårlig samvittighed, da han mente, at han skulle have et certifikat for at benytte den - og det har han ikke. Jeg undersøgte sagen og kunne fortælle ham, at han ikke længere behøver at have dårlig samvittighed, da der ikke kræves certifikat for at benytte "walk behind" gaffelløftere - kun selvkørende. Som bekendt brugte vi ingen af ovennævnte løsninger. I 2019 - altså først 5 år efter Toves og mine undersøgelser - byggede Jens og Klaus Kornerup det løftesystem, som vi har i dag. Omkostningen hertil blev i alt på ca. kr. 20.000.
Jeg havde længe været irriteret over, at vognene ofte krængede når vi trak dem op ad rampen. Derfor købte jeg i august 2017 ti stk. nye (små hjul) forhjul. Jeg fik smeden i Høsterkøb til at fremstille 10 stk. små plader med 4 huller. Han tog sit svejseværk med til roklubben og svejsede dem på de 2 forreste hjørner af vognene, hvorefter vi skruede hjulene på. På den måde fik vi stabiliseret vognene. Han ville ikke have betaling for sit arbejde. Måske fordi han selv var roer i Holte Roklub. Jeg gav ham 4 flasker god rødvin. - Han har i øvrigt lavet flere andre opgaver for mig. Svejset en brækket bremse på en af vognene, svejset en holder på årestativet og svejset en arm, som var brækket af det store motionsapparat i motionsrummet. Hver gang fik han rødvin som betaling. Han var en meget behagelig og rar mand, men desværre døde han for et par år siden.
Vi har i tidens løb fået doneret flere motionscykler, som ikke var særligt gode. Ronny havde også doneret en motionscykel, som var den bedste af de donerede cykler og derfor flittigt brugt. Under en udlejning, af det store lokale, blev den ødelagt. Ronny talte med Gunnar Hallsson, som var kasserer på det tidspunkt og fik lov til at købe en ny. Ronny købte således i 2010 en ny motionscykel. Det viste sig imidlertid, at vi havde behov for to motionscykler og da jeg syntes, at vi skulle have to ens cykler, måtte jeg se, om jeg kunne finde leverandøren af den cykel, som Ronny havde købt. Det var vanskeligt, men til sidst lykkedes det. I marts 2017 købte jeg cykel nr. 2 for kr. 12.500. (Det er den med buet forkonstruktion). Producenten havde ganske vist, i den mellemliggende tid, ændret nogle detaljer, men stort set er de ens.
Det gamle tag var et eternittag af den dårlige slags, dvs. uden asbest. Det blev lagt i 1994, i forbindelse med at sejlklubben byggede til vort hus. Der var opstået nogle revner i pladerne, som jeg havde forsøgt at udbedre - men det trængte til at blive udskiftet. Da ca 20% af taget er sejlklubbens, skulle de naturligvis være med i processen. Vi nedsatte en projektgruppe, som bestod af følgende: Fra roklubben - Torben Gunge og Jørgen Kleisdorff. Fra sejlklubben - Peter Person og Jørgen Munch Andersen. Det viste sig, at vi var usædvanlig heldige, da Jørgen Munch Andersen er rådgiver inden for byggeindustrien ikke kun i Danmark, men i Europa. Vi havde således ikke brug for en ekstern rådgiver. Torben tog sig af økonomien og styrede regnskabet med en meget "spids blyant". Da vi startede processen, havde vi ikke lagt os fast på, hvilken type tag vi ville have. Vi overvejede derfor både eternit, stål, tegl og tagpap. Vi endte, som bekendt, med tagpap lagt på brædder (ikke krydsfinerplader), som hvad angik pris, kvalitet og levetid var at foretrække. Vi indhentede tre tilbud og valgte H.P. Larsen, Birkerød. Loftspladerne og lamperne i det store lokale var jo ikke for kønne og akustikken var vel nærmest dårlig. Vi besluttede derfor, i forbindelse med tagrenoveringen, også at udskifte disse. Et års tid forinden fik vi (sammen med alle andre foreninger i kommunen) en mail fra kommunen, hvor de tilbød at vi, blandt mange andre ting, kunne købe 4 stk. lamper. På det tidspunkt vidste vi, at vi, om et års tid, nok skulle have nye lofter og dermed også nye lamper. Jeg syntes, at de var pæne og at det ville være en god ide at købe dem (kr. 200 pr. stk.), hvilket jeg foreslog Carsten (formand). De blev derfor købt. Med hensyn til loftspladerne blev det min opgave, at finde de nye plader. De skulle jo dels være pæne, men også forbedre akustikken. Jeg tænkte først på plader med runde huller, som man ser mange steder i offentlige bygninger og på kontorer. Tove havde imidlertid set loftsplader med aflange huller, som var betydelig pænere end pladerne med de runde huller. Vi søgte derfor på nettet og besøgte ret mange trælastforretninger inden det lykkedes os at finde dem. I forbindelse med lægning af ekstra isolering på loftet benyttede vi lejligheden til at rydde op og tage skorstenen ned. Vagn hjalp mig med oprydningen, hvilket jeg tror ikke var så nemt for ham. Vagn har været mange år i roklubben og var følelsesmæssigt knyttet til mange af de ting, som skulle smides ud. Jeg sagde til ham: "Hvis du er i tvivl - skal det ud". På loftet over balkonen fik vi lavet en aflægningsplads til en del af de ting, som før lå på loftet ovenpå isoleringen. H.P. Larsen havde en aftale med en maler, som malede hele det store lokale - et arbejde, som vi var yderst tilfreds med. Jeg bad ham derfor senere om at male al det grå træværk på balkonen. For at støtte os økonomisk krævede kommunen, at vi fik udarbejdet en bygningstilstandsrapport. Den påpegede også mindre mangler på bygningen, som vi fik udbedret. Omkostningen til hele dette projekt, efter at sejlklubben havde betalt deres andel, beløb sig til godt kr. 1 mill., som blev finansieret på følgende måde: Egne midler kr. 160.000, fonde 170.000 (Velux kr. 150.000 + Fog 20.000) og kommunen kr. 83.000. Hertil kom et bidragsfrit lån hos kommunekredit, som kommunen hjalp os med at få, på kr. 638.000.
Affald på græsarealet i sommermånederne, var i adskillige år et stort problem for os. Kommunen forlanger, at vil holder området pænt og ryddeligt, og at det skal være offentlig tilgængeligt. Dette er en slags betaling for, at vi ikke betaler skat. (Kommunen ejer grunden - vi ejer huset). Fra medio maj og frem til begyndelsen af august har vi mange "besøgende". Det er både børn, voksne og ikke mindst teenagers. De hygger sig, solbader og spiser deres medbragte mad. Først på aftenen har mange en pizza med og nogle tilbereder deres mad på en medbragt engangsgrill. Når det begynder, at blive mørkt møder mange unge mennesker op og fester dvs. drikker og spiller høj musik, hvilket jævnlig generer naboerne. Disse sammenkomster trækker ofte ud til både to og tre om natten. Vi har derfor adskillige gange kontaktet politiet og SSP. Jeg havde nær sagt "lige meget hjælper det". Når vi taler med SSP, virker det som om, at de vil tage sig af problemet, og de har da også været på arealet nogle gange ud på de små timer. Resultatet af at de unge mennesker opholder sig på græsarealet foran klubhuset om natten, er meget ofte knuste glas, flasker og efterladte øldåser. De unge mennesker var langt de værste "svin", men andre kunne også efterlade pizzabakker, engangsgrill og tomme øldåser. Ud over svineriet var vi også udsat for hærværk. En morgen vi kom ned i klubben, havde de brændt et af vore bord/bænke af. Der var kun bolte og møtrikker tilbage. Nogen tid senere brændte de det næste bord/bænke af og det sidste ødelagde de så meget, at vi måtte hugge det op og smide det ud. Til erstatning for vore bord/bænke, leverede kommunen de to sorte bord/bænke, som vi har nu. De er meget tunge, men alligevel bar de en sommer et af dem ud på sejlklubbens bro, hvor Bådfarten lægger til. De har formentlig ønsket at komme højere op, når de springer på hovedet i vandet. Næste sommer bar de et sæt ud for enden af vores bro. For at stoppe den trafik har jeg låst dem sammen med en kæde. Da jeg syntes, at det blev for meget med al den oprydning efter vores "gæster", hvilket ikke kun var efter de unge mennesker, selv om de var langt de værste, kontaktede jeg kommunen for at få en extra skraldespand sat op på arealet. Jeg fik besøg af Peter Bjørnå "Teknik og Miljø" og Johnny Mosevang Christensen, "Fritid og Kultur" fra kommunen, som ikke var indstillet på at levere en ekstra skraldespand, som jo også skulle tømmes. De mente, at de unge mennesker var uden for pædagogisk rækkevidde, og at det derfor ikke nyttede noget at sætte en ekstra skraldespand op. Jeg var - naturligvis - af en anden opfattelse og mente at en ekstra skraldespand ville afhjælpe problemet. Jeg sagde, at da ingen af os vidste om en ekstra skraldespand ville afhjælpe problemet, var mit synspunkt lige så godt, som deres. Men der var ingen velvilje. Nogen tid senere tilbød Jette mig, at jeg kunne få to skraldespande (trådstativ med papirpose, som vi jo også brugte), da de i hendes bebyggelse skulle overgå til containere, som alle har nu. Det hjalp på problemet. Den blev brugt, selv om vi stadig skulle samle flasker, hele såvel som knuste, tomme øldåser og engangsgrill. Flaskerne afleverede jeg i Rema 1000's glascontainer. Engangsgrillene var næsten det værste. De skar sig igennem papirsposen, og når jeg bar posen op til stativet ved hoveddøren, rev jeg armene til blods. Det var lige ved at være for meget. Vi var nu nået til det tidspunkt, hvor stativ og papirpose i alle husstande skulle skiftes ud med containere. Her tog Carsten (formand) over. Carsten kontaktede kommunen og argumenterede for at vi – pga. "gæsterne" om sommeren - havde behov for tre 220 l containere, hvilket vi fik. Vi skal dog betale sommerhalvårsabonnement, for at få tømt den ekstra container om sommeren. Det syntes jeg ikke er rimeligt, da det ikke er os, som producerer affaldet. De 3 stk. containerne, som har et ret stort rumindhold i forhold til de gamle affaldssække, har næsten løst vores problem.
Efter at vi havde fået nyt tag bemærkede jeg, at et træ, som stod tæt på skraldespanden, havde en hældning mod huset. Vi havde tidligere haft træer, som var væltet i en storm, og jeg ville jo nødig se, at vort nye flotte tag ville blive ødelagt af et væltet træ. Jeg ringede derfor til Peter Bjørnø hos kommunens "Vej og Park" afdeling, for at få ham til at fælde træet. Her begyndte problemerne. Ifølge ham må vi slet ikke fælde træer i området, da hele området er fredet. Han bad mig kontakte Johnny Mosevang Christensen i "Kultur og Fritid", som jeg kendte fra vores møder med kommunen. Han bad mig tage et billede af træet og sende det til ham. Det var lidt svært, da det skulle vise hældningen mod huset. Herefter sendte han tre mand ud for at se på træet. Deres første vurdering var, at det på grund af fredningen, ikke måtte fældes. Men pludselig var heldet med mig. Efter at vi havde snakket lidt om det, siger en af de tre, som nok havde lidt mere charge end de to andre: "der er jo ingen som vil bemærke, at der engang stod et træ her". Herved blev det. Vik fik lov til at fælde træet, men måtte selv dække omkostningen. Hele affæren startede med, at jeg troede, at jeg kunne få kommunen til at fælde træet gratis, men endte med at vi måtte betale. - Et eller to år senere havde sejlklubben (og vi) et ønske om at fælde træet, som stod på den modsatte side af huset, da der også her var risiko for, at træet i en storm ville vælte ind i huset. Men det var svært - meget svært. Her var det naturligvis også fredningen, som spillede en afgørende rolle. Først ville kommunen ikke give deres tilladelse til at fælde det, men efter noget snak, hvor også Carsten (formand) var inde over, kunne det lade sig gøre under forudsætning af, at vi opfyldte en række betingelser. Træet skulle fældes i en bestemt måned og måtte ikke fældes af en gang, vist nok pga. træet selv og nogle fugle. Hertil kom, at vi skulle plante et erstatningstræ af samme slags, som det fældede. Det nye træ skulle stå i en bestemt af stand fra det fældede og skulle have en bestemt højde og diameter og skulle i øvrigt betales af os. Jo, det kan være besværligt at have med kommunen at gøre.
Ungdommen tiltrækkes jo af vand. Vi har derfor mange unge mennesker på græsarealet og broen om sommeren. I juni 2019 sprang en ung mand på hovedet i vandet fra broen. Broen er tøjret med flere kæder bl.a. 2 stk. som krydser hinanden for enden af broen. Han ramte en eller måske begge kæder og blev kørt til hospitalet. Hvor slemt han blev tilredt ved jeg ikke, men det foranledigede, at jeg skruede 4 stk. skilte med "Udspring forbudt" i broen. 2 stk. nærmest land og 2 stk. for enden af broen. - I juli 2020 blev vi godt irriterede over, at en del unge - især piger - tog solbad og badede fra broen. Det generede os, når vi lagde til og årerne derfor blev ført henover broen, hvor pigerne lå. Jeg satte derfor yderligere 4 stk. skilte op med "Badning forbudt". - Kommunen skriver om sommeren på deres hjemmeside, hvor der er mulighed for at bade i Rudersdal Kommune. I 2019 skrev de, at man kan bade fra roklubbens bro. Det fik vi dem til at fjerne og henvise til "Bådfartens" bro. Det holdt dog kun til 2020 - så var den gal igen. Jeg tror, at vi nu har fået henvisningen til vor bro fjernet "for good".
I 2012 blev det besluttet, at udvide aktiviteterne i klubben med kajakker, og det var derfor nærliggende, at ændre navnet til Birkerød Ro- og Kajakklub. Modstanden mod navneændringen var imidlertid stor. På en ekstraordinær generalforsamling blev det med et knebent flertal besluttet at ændre vort navn. Bestyrelsen blev dog efterfølgende opmærksom på, at det ikke er omkostningsfrit at foretage en navneændring. Det krævede nyt logo og hermed nye standere på bådene, ny stander på huset og nyt navn på siden af huset. Sagen blev derfor sat på "stand by", indtil der i 2021 var kræfter i klubben, som ønskede at tilbageføre navnet til Birkerød Roklub. Det viste sig at være en meget følelsesladet sag, som ved en afstemning på generalforsamlingen i 2022 dog fik flertal for at bevare navnet Birkerød Ro- og Kakajklub. Herefter blev arbejdet med at fremstille nyt logo til standerne på bådene og huset, samt nyt navn på siden af huset sat igang. Lise Madsen, som var ny i bestyrelsen, havde en bekendt, som tilbød at udarbejde et forslag til nyt logo. Dette forslag blev godkendt. Jeg kontaktede Skilte & Printhuset i Virum, som jeg havde hørt positivt omtalt. De udarbejdede et forslag til navnet på siden af huset - "Birkerød Ro & Kajak" samt logoskilt på gavlen af huset, som ligeledes blev godkendt. Jeg gik derefter igang med at afmontere det gamle navn på væggen. Det var af støbejern og havde derfor afsat rustmærker på væggen. Jeg vaskede væggen med sæbe. Det tog dog ikke rustmærkerne, som jeg måtte dække med en speciel maling. Herefter malede jeg hele væggen.
En dag i 2021 hvor Torben (kasserer) og jeg havde besigtiget scullerbroen, som samme år blev hugget op og fjernet, gik vi forbi de gamle cykelstativer, som var "vinde og skæve", og som burde have været skrottet for længe siden. Jeg syntes, at vi burde udskifte dem med nye, hvilket Torben var enig i. Jeg fandt vores nye cykelstativer på nettet og købte dem hos en fynsk producent for kr. 9.000. I marts 2022 hjalp Vagn og Olaf mig med at montere dem på væggen - eller det var nok snarer mig der hjalp dem. - Adskillige år tidligere havde vi også haft fokus på cykelstativerne. Det blev dog ved tanken, og i stedet lagde vi fliser. Ronny kendte Peter Bjørnø hos kommunens "Vej og Park" (som jeg senere kom til at stifte bekendtskab med). Ronny ringede til Peter Bjørnø og spurgte ham, om han havde nogle kørefliser, som han ville levere til os uden beregning. Det havde han. Vi fik nogle store, tykke og meget tunge fliser. De var svære at bakse med, og Ronny skulle slet ikke have kastet sig ud i dette projekt, da han havde en svag ryg og nakke. Jeg tror ikke, at vi så ham de næste 14 dage. Når Ronny havde fået en ide, var han ikke til at standse, selv om han godt kendte konsekvenserne. - Men vi fik da lagt fliserne.
Peder Henriksen havde i en årrække taget sig af rensning af tagrender på arbejdsdagen, men for en del år siden overtog jeg det job. På arbejdsdagen i 2018 havde jeg først renset tagrenden ind mod Vaserne, og var netop gået i gang med at rense tagrenden mod Sejlklubben, da stigen skred på det glatte underlag. Jeg faldt med stigen, men slog overmunden ned i et af trinnene. Den hændelse kostede mig to fortænder plus yderligere to tænder i overmunden. Ole Steen Andersens kone - som er tandlæge - vurderede, at jeg skulle på skadestuen. Der blev herefter ringet efter en ambulance. Jeg blev kørt til Herlev, hvor de syede en flænge i overlæben og en flænge på det ene ben. Herefter blev jeg kørt til en special tandlægeklinik i Hillerød. Klokken var imidlertid nu blevet 22, og klinikken var lukket. Falckredderen ringede til den vagthavende tandlæge, som blev kaldt på arbejde. Her forsøgte hun, at redde hvad reddes kunne, men det viste sig senere, at der var ikke meget at gøre. Det kostede 4 stk. tænder. Yderligere kostede det mange besøg dels hos egen tandlæge, dels hos en specialtandlæge i Lyngby og dels på en klinik i Hillerød, som fremstillede 4 stk. implantattænder, som min tandlæge satte op. Denne sag kostede over kr. 100.000 og jeg var ikke forsikret. Det viste sig imidlertid, at Roklubben, gennem DFfR, er forsikret i Tryg. Alligevel forestod der et langt og slidsomt arbejde med at få Tryg til at acceptere skaden. I det forløb skulle skaden ind over "Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring", som ikke accepterede den. I første omgang tilbød Tryg, at betale halvdelen med den begrundelse, at mine gamle tænder var slidte. Jeg argumenterede for fuld erstatning, med den begrundelse, at de gamle havde fungeret upåklageligt for mig. Til sidst gav de sig og betalte hele regningen. Jeg må understrege, at under hele dette forløb trak Carsten (daværende formand) et meget stort læs, hvilket jeg er ham meget taknemlig for.
Hvert 2. eller 3. år renser vi, på arbejdsdagen om efteråret, bassinet i bådhallen. Bassinet bliver tømt med en dykpumpe og derefter skuret og skrubbet. Når det således er tømt og rengjort, lukker vi rent vand i fra vandhanen. Det tager meget lang tid at fylde det. I 2019 lod jeg derfor vandet løbe, da vi forlod klubben ved 15 tiden. Da jeg ved 23-tiden kørte ned til klubben for at lukke for vandet, stod hele bådhallen under vand. Som det første lukkede jeg for vandet, satte dykpumpen ned i ro-graven og kørte hjem efter mine gummistøvler. Jeg tror, at vandet stod 5-10 cm over gulvet. Jeg begyndte med at feje vandet ud gennem porten, men det var "en sen død". I stedet brugte jeg støvsugeren. Den var meget effektiv, men jeg måtte bære rigtig mange bøtter vand ud gennem porten for så at hælde det af på græsset. Da gulvet ikke er plant, og ikke har en hældning mod portene, var meget vand løbet ind i rummet under trappen. At bruge støvsugeren var effektivt, men meget langsomt. Jeg forlod Roklubben ved 5-tiden om morgenen. Ved næste rensning i oktober 2022, kørte jeg om aftenen ned i klubben med en god bog og ventede nok et par timer, indtil bassinet var fyldt op. Den oplevelse skulle jeg ikke have en gang til.
I sommeren 2022 lå der pludselig en kano uden paddel på vor bro. Agter- og midtersædet var brækket. Ingen kendte noget til kanoen. Jeg bad derfor et af mine børnebørn om at sætte den på Facebook i Birkerød, for at se om jeg ad den vej kunne finde ejeren. Jeg skrev bl.a., at hvis ejeren ikke dukkede op, ville jeg give den væk eller destruerer den. Det bragte folk til tasterne. De skrev, hvad jeg måtte og i særdeleshed, hvad jeg ikke måtte. Her var ingen hjælp at hente, kun negative kommentarer. Facebook blev øjensynligt brugt til at "slå mig i hovedet" snarere end til at hjælpe mig. Da jeg ikke kunne finde ejermanden ad den kanal, anmeldte jeg sagen til politiet i Hillerød. Jeg var blevet træt af at læse de negative tilkendegivelser og skrev derfor på Facebook, at sagen var meldt til politiet. Herefter ophørte kommentarerne på Facebook. Da jeg ikke havde hørt fra politiet efter 1 måned, ringede jeg til dem. Det viste sig, at ingen havde henvendt sig, hvorfor de frigav den. Jeg kunne derfor disponere over den. Jeg blev således bekræftet i min antagelse om, at ejeren ville skille sig af med den og havde brugt vor bro som skraldeplads. - I forbindelse med reparation eller skrotning af scullerbroen havde jeg besøg af en mand fra NBC Marine. Han havde vist interesse for kanoen med de skavanker den havde. Jeg ringede derfor til ham, hvorefter han afhentede den.
Vort gasfyr blev installeret i september 2006. Samtidig havde vi tegnet en serviceaftale med Gastech. Aftalen indebar, at når vi betalte et årligt abonnement og fik efterset fyret hvert andet år, betalte Gastech omkostningerne ved nedbrud for såvel reservedele som arbejdsløn. I 2021 orienterede de os om, at da fyret nu var 15 år gammelt ville de ikke længere dække reservedelene. Fyret var med andre ord blevet for gammelt. Ifølge Gastechs montør ville den største risiko ved nedbrud af fyret, være at Gastech ikke længere kan få reservedele. På nettet har jeg læst, at et gasfyrs levetid ligger på mellem 15 og 30 år - typisk 20 år. - I december 2021 kontaktede jeg Norfors Fjernvarme i Hørsholm, som leverer fjernvarme til bl.a. Birkerød. De førte for 6-7 år siden en fjernvarmeledning til Birkerød og Bistrup. Ledningen er lagt helt frem til Vasevejskrydset. Mit spørgsmål var derfor: Hvornår forventes ledningen videreført til det store parcelhusområde ned mod Furesøen - herunder Birkerød Ro- & Kajakklub. Jeg fik omgående svar fra Robert Lau, Norfors, som skrev at udrulning af fjernvarme i Bistrupområdet formentlig ville finde sted i perioden 2025 - 2030. Mht. vores etableringsomkostning inkl. stikledning, som Robert Lau vurderede ville være 65 meter lang, beregnede jeg, på baggrund af Robert Laus oplysninger, at den samlede omkostning kunne forventes at blive ca. kr. 175.000 inkl. moms. I december 2022 (et år senere) fik Torben (kasserer) en mail fra kommunen om, at vi ikke var inkluderet i den forventede fjernvarmeudrulning i Bistrup. Det var jo stik imod den information, jeg tidligere havde fået af Robert Lau - og var i øvrigt heller ikke i overensstemmelse med de oplysninger mht. områdedækning, som blev givet på orienteringsmøderne på henholdsvis Birkerød og Nærum Gymnasier i september/oktober 2022. Jeg skrev derfor igen til Robert Lau og gjorde gældende, at vi med vor nære beliggenhed til "Fiskerhusene", som er inkluderet i planen, måtte kunne kobles på fjernvarmenettet uden den helt store omkostning - især hvis vi selv betaler for stikledningen, hvilket vi som udgangspunkt skal. Det skal i parentes bemærkes, at Norfors ofte betaler for stikledningerne for at få husejerne med på "vognen". Ifølge Robert Lau benytter Norfors en rådgiver, som rådgiver dem om hvilke områder og husstande, som bør få tilbudt fjernvarme. Jeg tror ikke, at denne rådgiver har et indgående kendskab til vort område, ellers ville han ikke have rådgivet, som han gjorde. Hvor om end alting er, skriver Robert Lau, at den endelige beslutning først træffes på et senere tidspunkt. Hermed er der stadig en mulighed for, at vi kan få fjernvarme. - Samtidig med at jeg i 2021 kontaktede Norfors, bad jeg også et VVS firma om et tilbud på en Bosch varmepumpe (luft til vand). Dette tilbud lå på kr. 190.000 inkl. moms. Med disse tal (fjernvarme kr. 175.000 og varmepumpe kr. 190.000) bliver det næppe økonomien, der afgør, om vi skal have det ene eller det andet (hvis vi kan få fjernvarme), men de forventede driftsomkostninger.
Portene blev installeret i 1998 og er dermed pt. (2023) 25 år gamle.
Indtil 2019 havde vi ingen reparationsomkostninger på dem. Men det fik vi i perioden 2019 - 2022 – i alt kr. 29.446. Omkostningerne dækkede 2 store fjedre, som er monteret over portene, sideruller i begge porte samt nye kabler og gummivulster, ligeledes i begge porte. Jeg tror, at vi til en vis grad kan takke os selv for nogle af omkostningerne. Ofte trækkes portene ned, således at de rammer betonunderlaget med en kraft, som ryster porten. Det har de naturligvis ikke godt af. De skal trækkes ned med lempe. Mange medlemmer har svært ved at løfte portene. Derfor indhentede jeg for et par år siden et tilbud fra Overhead Doors på 2 stk. el - motorer, således at portene kan hæves og sænkes elektrisk. Inkl. montering men ekskl. el - tilslutning lød tilbuddet på knap kr. 16.000 inkl. moms. Hertil skal lægges el - tilslutning, som nok koster kr. 2-3.000,- inkl. moms. Elektrificering af portene koster altså under kr. 20.000 inkl. moms. I bestyrelsen er der et ønske om at elektrificeringen bør styres af et låsebriksystem, som vi kender det fra hoveddøren. Denne installation forventes, at koste ca. kr. 10.000 inkl. moms hvorefter den samlede pris for elektrificeringen bliver på ca. kr. 30.000 inkl. moms Samtidig med at jeg indhentede dette tilbud, indhentede jeg også tilbud fra to leverandører på nye el - drevne porte. Tilbuddene lød på henholdsvis kr. 90.000 og 100.000 inkl. moms. Vi ved således, hvad alternativet koster. Elstyring af portene har to formål. Dels at sænke reparationsomkostningerne, idet elstyringen vil sikre en langsom sænkning af portene, og dels at medlemmerne ikke længere skal kæmpe med at hæve portene. Projektet blev desværre bremset i bestyrelsen, idet et medlem mente, at når vi ændrer på måden portene åbnes og lukkes på, kræver brandmyndighederne en ny godkendelse af flugtveje. Jeg havde meget svært ved at se, at der var hold i det synspunkt, da portene, selv om de er elektrisk drevet, kan løftes og sænkes manuelt. Jeg ringede først til portfirmaerne, som bekræftede mig i, at denne sag var "en fis i en hornlygte" - der var ikke hold i den. Men jeg var naturligvis nødt til at undersøge sagen og kontaktede derfor brandmyndighederne. Brandmyndigheden kunne ikke se, at elektrificeringen gav anledning til at se på flugtvejene, men i øvrigt var det ikke hans "bord", selv om kommunen bruger ham som rådgiver i brandrelaterede spørgsmål. Han anbefalede mig, at slå vor bygning op i Rudersdal Kommunes arkiver, for at se hvad der måtte være nævnt om flugtveje. Jeg har været samtlige arkiver igennem, fra huset blev bygget til i dag. Jeg har gennemset tegninger og læst alt skrevet materiale. Kun et sted fandt jeg ordet flugtvej. Det var i 1977, da vi byggede vindeltrappen. Jeg ringede derfor igen til min kontakt hos brandmyndigheden. Han sagde, at selv om han af kommunen og andre bliver brugt som brandspecialist, har han ingen myndighed. Han syntes, at jeg skulle tale med kommunens bygningsafdeling. Dem kan man ikke bare ringe til, men jeg kunne lægge en besked, så ville jeg blive ringet op. En uge senere ringede de til mig. Det viste sig hurtigt, at de kun tager sig af kommunens bygninger. Han anbefalede mig derfor, at kontakte et privat brandrådgivningsfirma, som efter at have gennemgået bygningen udsteder en rapport, som formentlig svarer til den bygningstilstandsrapport, man skal have, når man sælger hus, og som vi fik lavet i forbindelse med vort nye tag og renovering af de to toiletter. Jeg ringede herefter til Jens og da det som forventet havde vist sig at være en sag, som ikke havde hold i virkeligheden, besluttede vi at lade den falde. - Jeg havde håbet, at vi kunne få installeret el-løft af portene "under min vagt", men sådan skulle det ikke være.
Ved et bestyrelsesmøde i 2013 byttede jeg arbejdsopgave med Rob, således at jeg overtog arbejdet med indkøb af forbrugsvarer, mod at Rob overtog kontakten til rengøringsfirmaet og eftersyn af lokalet, når det havde været lejet ud. Det gik bare ikke helt sådan. Efter relativ kort tid havde jeg igen kontakten til rengøringsfirmaet og eftersyn af lokalet efter udlejning, samtidig med at jeg havde fået indkøb af forbrugsvarer. Rob havde brugt et engrosfirma i Vildbjerg (mellem Herning og Ringkøbing). Da jeg bor i lejlighed, kan jeg ikke modtage de ofte ret store varepartier på min adresse. Jeg fandt derfor frem til Lomax i Frederikssund. Det kostede en tur til Frederikssund 2-3 gange om året. Efter at jeg havde brugt Lomax i 1-2 år, fandt jeg ud af, at de er ret dyre. F.eks. lagde jeg mærke til at jeg i Aldi kunne købe 3-lags toiletpapir til 1/3 af prisen, i forhold til den pris Lomax tog for 2-lags. Lomax har helt utroligt mange forskellige varegrupper, og jeg tænkte, at det måtte være svært at holde sig orienteret om priskonkurrencen på alle områder. Jeg ringede derfor til Lomax og gjorde dem opmærksom på, at de var alt for dyre med toiletpapir. De sagde, at de ikke kunne konkurrere med supermarkedernes tilbud - og selv om jeg sagde, at der ikke var tale om tilbud, men at det var Aldis almindelige pris, ville han ikke høre på mig. Med hensyn til toiletpapir og køkkenruller skiftede jeg til Aldi og skar i øvrigt meget ned på mine indkøb hos Lomax. Jeg fortsatte dog med at købe papirhåndklæder og flydende sæbe, fordi jeg køber dem i store mængder og fordi jeg havde fundet en type papirhåndklæder, som griber ind i hinanden, således at den ene trækker den næste med ud. Det er nemlig ikke alle der gør det. I begyndelsen af Ukrainekrisen var mit lager af papirhåndklæder væsenlig mindre, end jeg brød mig om. Inden jeg kørte til Frederikssund, ringede jeg til Lomax for at høre, om de var på lager - hvilket de sædvanligvis er. Men ikke denne gang. De var "løbet tør" for papirhåndklæder, hvilket i følge dem skyldtes Ukrainekrisen - og de vidste ikke, hvornår de igen ville få dem på lager. Det var meget uheldigt for mig, da jeg næsten ikke havde flere på lager. De henviste til deres konkurrent Lyreco i Roskilde. (I parentes bemærket, købte Lyreco kort tid efter Lomax under forudsætning af myndighedernes godkendelse). Lyreco havde dem heldigvis på lager, så jeg kørte en tur til Roskilde og hentede de 5 kolli - så kunne jeg tørre sveden af panden. Det havde ikke været rart at stå uden papirhåndklæder. Næsten samtidig havde jeg behov for at købe to pakker store plastsække, men de var udsolgt overalt, ligeledes pga. af Ukraine. Til sidst lykkedes det mig dog at finde dem hos Fog i Farum. Kaffe, øl og cola køber jeg hos supermarkederne, når der er tilbud på disse varer, hvilket jeg orienterer mig om på "tilbudsugen" på nettet. Mht. kaffe begrænser supermarkederne altid tilbuddet til 6 poser af gangen. Da jeg gerne vil købe stort ind dvs. 2 stk. kasser = 32 poser ad gangen, har jeg altid kunnet lave en aftale om, at jeg kan købe 32 poser til den lave pris. Vin købte jeg på samme måde, indtil jeg lavede en aftale med Jens Erik (torsdagsholdet) om at han kontaktede mig, når der er tilbud hos Philipson Wine, hvor han køber sin vin.
Da Corona i vinteren 2020 viste sit grimme ansigt, skulle jeg pludselig købe sprit i langt større mængder, end jeg hidtil havde gjort. På nettet fandt jeg et firma, som hedder "sprit.dk". Det var et firma, som solgte rengøringsartikler. Jeg syntes, at det var smart fundet på at oprette en hjemmeside under navnet "sprit.dk" - nu hvor alle skulle bruge sprit. Jeg købte 4 stk. 5 liter dunke ad gangen - flere gange. Vi besluttede, at vi skulle have 10 "stationer" i klubben. Det var imidlertid umuligt at opdrive dispensere. Alle skulle jo bruge dispensere. Tove fik den glimrende ide, at jeg kunne købe dispensere med sæbe. Dem kunne man nemlig godt få. Jeg hældte sæben over i plastposer og fyldte dispenserne med sprit. - Det blev et krav, at bådene skulle vaskes med opvaskemiddel hver gang de havde været på vandet. Det medførte, at jeg måtte ud og købe et større antal børster og flere spande. Desuden måtte jeg købe et ret stort kar, som blev fyldt med vand, således at kajakroerne, kunne vaske deres svømmeveste.
I juli 2021 var jeg indlagt på Herlev med en lungeinfektion, som var forårsaget af, at kemobehandlingen for prostatakræft havde ødelagt immunsystemet. Jeg befandt mig nu udmærket på Herlev - det var lige som at være på pensionat - alt blev ordnet for mig. En eftermiddag, hvor jeg sad ude på gangen og ventede på Toves besøg, hørte jeg en stemme, som jeg kendte. Det var Vagn. Jeg blev noget overrasket og helt rørt. Jeg syntes, at det var meget betænktsomt af ham, at give mig den opmærksomhed.
Birkerød, fredag den 19. maj 2023.
Jørgen Kleisdorff
